Onsdag den 10. oktober 2012
ALTERNATIV BEHANDLING: I maj 2012 fik jeg et skrub i ryggen og benet og tog på skadestuen, som indlagde mig ambulant.
Skadestuelægen var effektiv.
Ambulant møder jeg en overlæge, som meddeler, at det er en diskusprolaps, at behandlingen er konservativ. Han udskrev smertestillende, idet han lakonisk meddelte mig, at han som rigtig mand havde en høj smertetærskel.
Jeg tog imod nogle Pamol´er. Jeg skulle tage den med ro i nogle måneder, og var det ikke blevet bedre, skulle jeg opsøge egen læge.
Mailede egen læge for at drøfte, hvad jeg kunne gøre nu for at komme i gang som selvstændig, idet ryg og ben var følelsesløst.
Egen læge meddelte mig via mail, at det ikke var nødvendigt at se mig, men kunne komme om 14 dage, hvis ikke symptomerne var aftaget.
Jeg kunne ikke vente som erhvervsaktiv mand på, at disse symptomer aftog.
Belært af min hustrus langt mere alvorlige sygdomstilfælde for nogle år siden, beordrede hun mig til kiropraktor og akupunktur.
Kiropraktikken hjalp, men åbenbaringen var akupunkturen ved Svanemøllen Station.
Efter anden gang kunne jeg mærke en forbedring, og efter femte gang var mine symptomer væk.
Den kinesiske læge mente, at jeg skulle komme to gange om ugen, og mine symptomer var forsvundet efter 14 dage.
I forhold til en almindeligt forekommende ”sygdom”, nemlig rygproblemer, virker sundhedssystemet ikke.
Jeg kommer som en mand i min bedste alder og kan ikke få hjælp, men er henvist til selv at opsøge alternativ bistand.
Det er den alternative behandling, som hjælper, og jeg er endnu ganske betuttet over det. *